Det kan lyde lidt letkøbt at snakke om karmisk astrologi. Mange vil måske tænke på astrologer med dreadlock-hår, der sidder med chillummer og fabler om “Vandmandens Tidsalder”.
Men karmisk astrologi for mig er slet ikke så mystisk. Den omfatter simpelt hen erkendelsen af, at eftervirkninger af tidligere eksistenser (inkarnationer) må have sat sig nogle spor, som kan aflæses i horoskopet. Og at aflæsningen af disse spor for klienten kan indebære en forståelse af, hvorfor vedkommendes liv former sig som det gør.
Dermed åbner astrologien for muligheden for en ny tilgang til forståelsen af karma, skæbneloven, nemlig som en lov, mennesker kan omfatte med forståelse.
Ofte består vanskeligheden ved at acceptere en udfordrende skæbne i, at mennesker ikke forstår HVORFOR , de udsættes for alt det, de udsættes for. Ja, at vi ofte ikke er helt klar over, hvad det er hos os selv, der forårsager problemerne. Det kan være dårlige vaner og mønstre, som er bragt med fra et tidligere liv, men ikke helt kan erkendes i et klart lys. D et, vi ikke forstår, kan vi ikke acceptere og reelt ikke anse som andet end en uforståelig straf.
Astrologi åbner mulighed for konkret at give os forståelse af, hvorfor tingene ikke går som vi vil, og præcis, hvad det er, vi skal lære. Den dygtige astrolog kan hjælpe dig med at bevidstgøre, hvorfor du fungerer som du gør – og at du selv har valgt det – for at lære. Dermed bliver du istand til at tage ansvar for din egen proces og dermed løfte karma op på et højere niveau og bruge de læreprocesser, ja måske endda skabe bedre tilstande i fremtiden.
Den moderne karma-forståelse, som bliver mulig igennem en virkelig fornyet astrologi kan skabe balance imellem de traditionelle forestillinger om skæbne og fri vilje.
Man kan dermed indse, at skæbne ikke er en udefrakommende blind magt, men noget vi selv skaber – for at lære af det. Igennem astrologisk selverkendelse af, hvad det er, vi har skabt, bliver vi istand til at acceptere og forvandle det.
Dette er det moderne forhold til karma, i modsætning til tidligere tiders blinde, ubarmhjertige “skæbnetro”, der fratager mennesker deres ansvar, både overfor sig selv og overfor andre. Karma kan igennem indsigt og selverkendelse forvandles til noget, den enkelte kan bruge til at hjælpe andre med – karma bliver til dharma!