BROENE BRENNER –Kaj Skagens firser-roman genlæst
„Denn alle Dinge im geschichtlichen Werden erstehen nach 33 Jahren in verwandelter Gestalt aus dem Grabe durch eine Gewalt, die zusammenhängt mit dem Heiligsten und Erlösendsten, das die Menschheit durch das Mysterium von Golgatha bekommen hat.” Rudolf Steiner, Dornach, december 1917 (a)
Broene brenner, med hvilken Kaj Skagen i 1982 vandt førstepris i Gyldendals romankonkurrence,og som han udgav, da han var 33 år, berører centrale temaer i forfatterskabet.
Det 33. år er en slags dødsår, hvor båndet til de familiemæssige kræfter i en vis udstrækning kan brydes. 33 en tredjedel var også det antal år Jesus vandrede på jorden. På en eller anden måde er dette årsantal derfor blevet fæstet i arketypiske lag, der hænger sammen med menneskets jordiske liv og er for eksempel også det antal år, en generation regnes for at udgøre. Indenfor antroposofisk historisk symptomatologi regnes den særlige hemmelighed ved dette tal for at være forbundet med, at begivenheder og impulser igennem en åndelig fornyelsesproces gentager sig 33 en tredjedel år efter, at de først manifesterede sig. Det er derfor på sin plads at fremdrage Kaj Skagens nu 33 år gamle roman fra 1982, “Broene brenner”, som indbragte ham en delt førstepris i Gyldendals romankonkurrence. Skagen er født i 1949, så han var tillige 33 år, da han skrev bogen. Af samme grund kan man formode, at den indtager en central plads i hans forfatterskab.
“Broene brenner“ er fra punk-generationens højdepunkt, begyndelsen af det, der i Danmark kaldtes for fattig-firserne. Jeg var selv 20 det år, romanen udkom. Det var en tid, hvor skibbruddet for idealerne fra 60´erne i løbet af halvfjerdserne gradvist afløstes af dynejakker, gulerodsbukser og disco. I tiårets slutning kom så punken og mod-bevægelsen, en slags velklædt, men ikke mindre vred udgave af punken. Selv havde jeg Bowie og det engelske mod-band, the Jam, liggende på grammofonen.
Skagen er fra en anden generation, Bob Dylans og 68-oprørets, alligevel er hans afstandtagen fra tradition og kulturarv ikke mindre radikal end punkens:
”Vi var de første mennesker. Vi hadde ingen historie, fortiden var et museum vi ikke gadd å besøke. Slekt, foreldre, hjemsted, klasse, nasjon, alt sammen var tomt sladder, rykter i lærebøker skrevet af af oppstivede mumier som aldri hadde levd. Kultur ? Den fantes ikke. Vitenskap ? En aktivitet for dekorerte lik. Filosofi ? Hjerner på tomgang, kastraters tidsfordriv. Klassisk musik ? Patetisk skaberi, opphøyede fjes med tanke på galleriet, et desperat forsøk på å underslå hele det 20. århundre. ”(s.43)
Her anslås det måske vigtigste tema i Kaj Skagens forfatterskab, opgøret med en kulturarv, der har mistet sit indhold og derfor er blevet tjener for ødelæggelsen af livet. Skagen lader romanens hovedperson gør den interessante iagttagelse på en af sine rejser i Tyskland, at mens sex er det eneste menneskeligt tiloversblevne i Berlin så har menneskene i Norge foruden sex tillige sorg prentet i ansigterne. Sorgen over at være blevet berøvet det vigtigste i livet. Og det er kærligheden. Hovedpersonen i Broene brenner har drømmen om kærligheden tilbage – om liv, mødet med et andet levende menneske, der kan gøre verden virkelig igen.
Idag er broerne forlængst brændt, vi har ikke engang risikoen for at blive til saltstøtter ved at kigge os over skuldrene for at se den brændende by tilbage. Selv ved gløderne i asken af brændte broer går det at varme sig lidt. Ikke engang den har vi.
I 1919 forudsagde Rudolf Steiner, at midten af det 20.århundrede ville blive afgørende, for fra det tidspunkt ville kilden, der rinder med den gamle kulturarv, begynde at tørre helt ud. (b ) Dette realiserede sig i løbet af 2. halvdel af det 20.århundrede, i tiårsperioder, der hver især var knyttet til de forskellige ungdomsoprør. Det vi kalder for generationskløften var intet andet end svælget imellem den gamle tids kulturarv, der mere og mere forekom utroværdig– og så det moderne tekniske og økonomiske amokløb ind i fremtiden. Svælget mellem partikontor og supermarked for at bruge et billede fra Kaj Skagens forfatterskab. Enhver måtte selv finde en identitet, der kunne bygge bro over dette svælg.
Ungdomsbevægelsernes generationsfølelse kom til hjælp. Punk-generationen i sluthalvfjerdserne og start-firserne var den sidste ungdomsgeneration med en fælles generationsfølelse, der kunne danne basis for et oprør. I 90´erne fik vi en generation, hvis individer ikke mere følte sig bundet sammen i en form for fælles bevidsthed. De oplevede ganske vist spændingen mellem fortidig kulturarv og styrtet ud i fremtiden, men gjorde det som adskilte individer, på markedets betingelse, liberalismen var jo eneste tiloversblevne ideologi efter Murens Fald. Ifølge historikeren Francis Fukuyama et historiens slutpunkt. Fællesskab blev afløst af netværk. Generationerne født efter 1960 til først i firserne kaldes i en samlet betegnelse for Nå-generationen eller Generation X.
Idag er ethvert spor af et fælles troværdigt offentligt kulturrum forlængst forsvundet fra gader og stræder, afløst af nødvendighedens teknologiske og økonomiske gud. Hvis der er et håb, så må det være, at civilisationen, når den lider kulturdøden på det ydre plan, genopstår i enkeltindividet , lidt ligesom stjernerne udgør fixpunkter af koncentreret åndelig aktivitet i et himmelunivers, der udadtil ser goldt, sort og tomt ud. I Ray Bradburys Fahrenheit 451 (c) lærer menneskene verdenslitteraturens hovedværker udenad, da alle bøger bliver brændt. I kraft af et bevidst individualiseret åndsnærvær er det kun enkeltmennesket, der kan føre kulturen videre- midt imellem antikveret fortidsarv og det økonomisk-teknologiske styrt ind i fremtiden.
Broerne brændes
Kristian er 27, en alder, der er som et tidehverv i livet, hvor en strøm fra fremtiden begynder at mærkes sideløbende med den, der kommer fra fortiden. Hans eneste faste holdepunkt i livet er kvinden Lene, med hvem han har to børn. Kærligheden mellem de to er gået tabt, de holdes kun sammen af trygheden ved ikke at vide, hvad der ville ske, hvis de gik fra hinanden.
Kristian forsørger familien ved at skrive og opfordrer Lene til at dygtiggøre sig, for på en eller anden måde at vække hende til det, han opfatter som selvstændighed, så de kan komme fri af den symbiotiske afhængighed af hinanden. ”-Du kunne lære deg å snekre”, foreslår han. Svaret lyder ikke særligt overbevisende idag: ”-Kutt ut. Jeg er da ingen mann heller. ” Senere i bogen foreslår han hende : ”Ta magistergraden, sa jeg. Hun blev stående, frosset. Jeg tror hun glemte at hun var naken. -Gjør du narr av meg? Spurte hun skarpt. Jeg ristet på hodet. -Nei. Ta magistergraden. -Hva skal jeg ta magistergraden i ? Tomhet ? -Alle magistergrader er i tomhet.” (s. 81)
Hele den første del af bogen, ”Djevlene” – som dels er de dæmoner, mennesker må se i øjnene for at komme fri af afhængighed og begynde at leve, dels de underbevidste billeder, som er en fortrængt del af virkeligheden – indeholder primært scener fra et absurd, tragikomisk forhold imellem to mennesker, der må lære at gå hver sin vej. Indimellem gennemfører parterne nærmest af viljesstyret pligtfølelse et ”coitus”, som ingen af dem egentlig har lyst til, for at kvæle den indbyrdes tomhed i samlejets fysiske nærhed. I al sin menneskelige tristhed er det kosteligt skildret:
”-Jeg begynner nå å ta på henne. Her og der. Slik og sånn. Det er som å ta oppvasken: noe som må gjøres. Etter kortere eller lengere tid, alt etter hvordan hun ter seg og hvad slags lyder som unnslipper henne, regner jeg det for ønskelig å gå over i en ny fase. Vi finner en mere eller mindre gymnastisk kroppsstilling og går i gang med selve samleiet.Så ligger vi der da.”(s. 74)
Et højdepunkt i leden over et liv, der er blevet en løgn, indtræffer da Kristian på Kirkøy beser et hus, han nærmest for omvekslingens skyld overvejer at købe sammen med Lene. Han har overnattet i villaen, men vågner midt om natten.
”Sorte, dragelignende vesener hade flydd rundt meg, jeg hade slåss med dem, fektet etter dem, men de var så mange, og særlig var det en med veldige flaggermusvinger av seig svart øyenlokkhud, jeg hadde ingenting å stille opp mot den, for den eide et eget rom inne i meg som den disponerte suverent over, og den fløy inn i meg, inn i meg og jeg satte meg opp og skrek høyt.” (s.16)
Kristian tyr til eurytmiøvelser, han har lært af vennen, Arthur, men overraskes af det elektriske lys, der pludselig tændes i stuen.
”Løpe rundt her, hoppe og danse som en vanvittig, naken som en idiot! Vet De hvad klokken er?”
Husherren beder ham gå i seng og forsvinde med første båd næste morgen. Med denne skildring introduceres eurytmi i moderne norsk litteratur !
På et tidspunkt forsøger Lene at gøre Kristian jaloux ved at fortælle ham, at hun har været ham utro med en anden. Han replicerer med en lignende historie. Men samtidig skildres oplevelsen nærmest som et Murens fald, en lettelse, der åbner øjeblikket for utallige nye magiske muligheder.
”-Jeg skjønte det med det samme, og livet kom, rolig og mektig, uimotståelig, med en stor, ren hånd, og feide vår forløyede eksistens vekk med en eneste bevegelse, rev vekk alle lag på lag av bløff, slo ned veggene, syv små ord, det var alt, så hadde vi ingen fortid lenger til å bestemme noe, ingen fremtid som kunne planlegges, bare et vanvittig fritt rom, et av livets store høydepunkter der veiene går i alle retninger og vi kan gå hvor vi vil, alene, utenfor rekkevidde, fjernt fra foreldre, tradisjoner, moralregler, naboer, konvensjoner, vaner, meninger, forventninger, avtaler, kontrakter, barn. Det var et av Øyeblikkene, de som bryter innover våre liv bare med års mellomrom, der du holder ditt eget liv i dine egne hender, hvor alt kommer an på å finne den rette, frie handling. Det er Eksistensens skip som legger til ved din brygge, uventet, og nå gjelder det å gå ombord med det samme, uten å vite hvor skipet skal, for her finnes ingen rutebok, og det kan gå ti år før neste anløp.” (s. 23)
Romanens første del af fuld af mareridtsagtige billeder, sygdomsbeskrivelser fra sindets undergrund og minedrift, en blanding af Hieronymus Bosch og Carl Gustaf Jung på opdagelse i hovedpersonen for at finde egnede emner. De mangler ikke. Den opløsning, Kristian gennemgår, indeholder også et moment af det urkomiske, i al smerten over forholdets skibbrud:
”-Jeg så for meg Lene, hylende bortetter Bjerkealléen, med sitt lange sorte hår som et flerret flagg mellom villaene, lys som kom på i vindu etter vindu over hele Grefsen, veivende sirener som rev titusinder ut av søvnen idet alle Oslos ambulanser, patruljevogner og brannbiler satte kursen mot huset vårt, hvor mine skamferte, uthungrede små døtre ravet gjennom flammer og skuddsalver forfulgt av en million forbitrede svigermødre med armene fulle av bleier, Nestlé-krukker og tåtesmukker, mens alle hovedstadens utfartsårer ble sperret av barnevernsnemndas bevæpnende stormtropper og Kvinnefrontens Rapid Deployment Force spredde seg i vifteform fra Mosseveien til Frysja bruk, der jeg flyktet naken over myrlandet i retning av Gaustad med blålyset flakkende over min gjennomsiktige, kritthvite hud.” (s. 73)
Dødens teknik
Et centralt tema i romanen kan belyses gennem udtrykket ”dødens teknik”, som jeg henter fra et af forfatterens essays. I dette skriver han kryptisk, at han har tilegnet sig dødens teknik. (d) Det kan minde om en dyd fra buddhismens otte-foldige vej, ”ret handling”, og der synes at være tale om et centralt tema i forfatterskabet. I ”Broene brenner” kommer han flere gange konkret ind på , hvad det handler om. Skagen hentyder til eksistensen af et slags åndsnærvær i nu´et, et nærvær, der er nært forbundet med evnen til enhver tid at kunne give slip på klyngen sig til øjeblikket og ”handle ret”. Som han et sted i bogen, efter at han har konfronteret ”Djevlene” og givet slip på sit gamle liv siger i en samtale med Gud:
”Nå er det oss to, Gud. Nå er det deg og meg. Jeg byttet Bibelen med verden en gang, husker du det ? Måtte lære meg å lese i gater og kjærlighet og drift og nød. Livet mitt, det du gav meg om du er til, ble den boken jeg skulle tyde. Et menneske blir ribbet til skinnet av sånt, ja flådd blodig, det er vel ingen nyhet for deg. Til sist satt jeg igjen med dette ene, som er essensen av hele min verdensanskuelse og all min erfaring den dag i dag: Troen på den frie handling.” (s. 39)
Temaet anslåes allerede på side 12 i romanen, hvor han skriver:
”Jeg hade en slags tillid til denne stille følelsen for den nødvendige retning i mitt liv, denne perfekte hånd inne i meg som alltid pekte ud det ukjente. Hver gang jeg hade fornemmet denne hånden og unnlatt å følge den av frykt eller ensomhet, hadde jeg Gud hjelpe meg måttet betale dyrt for det. Et øyeblikks svikt kunne det være, og der gikk år av mitt liv rett i sluket. Men de gangene jeg spranget ut i mørket, hade jeg alltid forsert en hindring i livet og kommet meg videre på veien.” (s.12)
Og senere, da Arthur, en blanding af terapeut og vismand, der fra sin bolig i tilknytning til Psykiatrisk Klinik på Vindern diskret hjælper sine venner med en terapi bestående af lige dele helseeurytmi, visdomsord og cognac, giver vennen, Knut, chancen for at tage springet fra skizofren psykiatrisk patient til voksent ansvarligt menneske, en chance denne ikke griber:
”Du tapte, Knut. Jeg gav deg øyeblikket, livet gav deg det, øyeblikket da du kunne handlet og vunnet alt. Men du våget ikke å være modig. Når kommer et slikt øyeblik igjen? Om seks måneder ? Et år ? To år ? Ingen vet det. Men vi vet at når det kommer, da vil det være enda et hakk vanskeligere å gripe det enn nå. Det er alvorlig å forspille livets hellige øyeblikk, Knut. For det er så få av dem.” (side 37)
Den enkle essens er: et øjeblik kan forspildes, hvis ikke man med overvågent åndsnærvær griber de vink, tilværelsen giver og handler på dem. I Kreuzberg, Berlin, lader han Kristian i begyndelsen af sin søgen efter kvinden Rakel komme nærmere ind på den metode, som han langsomt er ved at opdage som hans særlige på vejen gennem livet, og som også er hans forudsætning for at kunne gøre sig håb om et møde med kærligheden. Skagen siger i et interview med Vetle Lid Larssen , at selvbiografiske træk betyder meget i hans værk, og dette er sikkert ingen undtagelse (e):
”Jeg har en lang vei å gå, men jeg har funnet veien nå. Engler, om de fins, følger meg der jeg går. Ett eneste er nødvendig, å handle rett. Så vil jeg komme ut, det vet jeg. For hvert rett skritt jeg tar, vil en ny meter av min vei lyse opp. Frihet ? En slags frihet. I de sidste årene hade jeg bare kunnet se rett, tenke rett, oppleve sant. Men ingenting av alt jeg så, tenkte og opplevet kunne omsettes i liv. Da begynte jeg å gå i ring, og tråkket i mine egne sirkler, slik at tanker som først var klare ble utydelige rotet til. For et livsmønsters klarhet kan kun bevares gjennem ret handling i rette øyeblikk, handles det ikke, så dugges ruten og du mister verden av syne. Men jeg hade gått rett gjennom den duggete ruten, knust den, verden lå åpen, fryktelig og vakker foran meg. Jeg var i den. Huden min berørte den, kroppen min beveget seg i den, var ikke lenger et smertefullt bolverk mot den. Jeg havde gjort det jeg fryktet mest, og angst fordampet i varmen som oppstod av selve handlingen. Selv lengselen etter kjærlighet hade endret karakter, før var den en pine, fordi den var like umulig som den var sterk, nå var den en kraft som bar meg fordi jeg var fri til å møte et annet menneske. ” (s. 150 f)
Kærligheden
Skagens roman kan ses som en dannelsesroman i en tid, hvor der ingen moralske eller værdimæssige pejlemærker for, hvad dannelse egentlig vil sige, er tilbage, og hvor individet derfor må finde sin egen vej. Broerne brænder ganske vist i den forstand, at fortidens traditioner har mistet deres troværdighed, men branden er også en afbrænding, man må selv sætte broerne i brand for at komme i den nødvendige bevægelse, ”i drift” som det hedder på bogens bagside-appetizer. Og efter at have givet slip kommer Kristian i drift, i begyndelsen som et skib uden ror og kompas. Efter 5 år med Lene, har han taget springet ud i mørket, som det hedder i afslutningsordene i første afsnit af bogen: ”Med et eneste, voldsomt, fryktløst. Sprang.”(87)
”Men da jeg stod på gaten, med sekken i hånden, ble kløften mellom skinn og virkelighet lukket med det samme. Nå var livet mitt virkelighet fra ytterst till innerst. Det så ikke lenger anderledes ut enn det var. Det så elendig ut. Men det var hva det var. Det var blitt helt igjen!”
Heldigvis er det sommer, så det ”var en god årstid til å være i nød.” Han finder gradvist ud af, at han ingen har at gå til, og at han ikke havde nogen anelse om, hvor alene han er. O what a feeling, nowhere to go! Romanen viser sit slægtskab med beat- og roadgenerationens litteratur og bærer et motto fra Jack Kerouacs Desolation Angels på titelbladet.
”Verden! Ta imot Kristian, og hjelp ham, for han har bare seg selv. Tyn meg ikke for meget, jeg gjorde det jeg kunne, selv om det ikke var rare greiene. Ikke vet jeg hvad er galt og rett, for jeg har ikke noe å handle etter, har bare denne følelse af skimrende sølv, denne spinkle visshet om retning, dette skimt, av det første skritt på en vei som fortæres av natten, der setter jeg foten, uten å vite om det er fast grunn eller avgrunn.” (s. 26)
Men bogen forvandler sig gradvist til en kærlighedshistorie. Den anslår et af de, for ikke at sige dét centrale tema i Skagens forfatterskab, troen på kærlighedens forløsende kraft i en verden, hvor kærlighed snarere virker som en undtagelse fra en regel om ensomhed, kynisme og umenneskelighed. Kristians vej bliver en søgen efter ikke bare, som det hedder et sted, symbolet på kvindelighed, men efter kvinden i hans liv, det særligt kvinde-menneskelige individ, der viser sig at bære navnet Rakel. Hele 2. del af bogen, ”Byene”, er helliget dels portrættet af Rakel og dels denne søgen, der vider sig ud til at omfatte hele Mellemeuropa. Cherchez la femme!
At det er i en kirke, han første gang skal møde hende, er klart. Han leder efter en udgang, en exit fra den spændetrøje det er at være menneske på jorden i den tid, han ”på grunn av en eller anden glemt og forferdelig forbrytelse var blitt dømt til å leve i”. Kirken er indgang ud til andre århundreder. Oppe under dens hvælvinger kan der samle sig lidt luft, der ikke er forurenet af tiden, en autentisk luft. Han går ind i en. Han ønsker kun en kvinde, ikke nogen teori, ikke nogen af fortidens sanseberøvede løgne, som gør ham fraværende,Og han møder hende der. Hendes skikkelse som hun står oppe ved altertavlen med ryggen til, smelter næsten sammen med kirkebygningen, dens struktur, usynlige linjer og buer, ”som om en synsk arkitekt hadde drømt hver sten til å bygges for henne”, står der.
I romanen svæver Kristian ind og ud af relationer til kvinder, der skildres ligeså uvirkeligt idealiseret, som forholdene er flygtige. Især Rakel skildres med en besværgende idealisme, der i begyndelsen kan virke lidt vel højstemt. Men Skagens projekt har aldrig været hverdagsrealisme, herved adskiller han sig fra så mange andre moderne forfattere.
En formiddag, efter mange ture i biografen, ringer Rakel til ham og spørger, om hun kan komme og sove hos ham den nat.
”Hun støttet seg med lange, slanke armer bakover i sengen og smilte nedover seg selv, der brystene hennes blomstret fritt ut i verden. De var ikke store, så ung som hun var, ikke små. De var som eggplantefrukter, to store auberginer av den litt avlange sorten, hvor de smaleste endene var skåret av, så hadde noen podet dem på Rakels kropp og dekket dem med myk hud, så ingen lenger visste at de kom fra en have på Ceylon. De holdt seg oppe ved egen kraft.”(s. 51 f.)
Så er de sammen – og umiddelbart efter bliver hun taget til fange af noget i sin egen erindring. Rejser sig fra lejet, griber sit tøj og forsvinder ud af døren og efterlader både Kristian og læseren i forbavselse. Årsagen afsløres senere i bogen. Som femten-årig er Rakel blevet voldtaget af to drenge fra hendes skole, og må fortsætte sin vej i en chokeret og svævende søgen efter årsagen og meningen med sit liv. Fra et filosofi- og psykologistudie på Blindern i Oslo til den ene by i det tysksprogede Europa efter den anden. Berlin – hvor hendes kæreste, der har forvildet sig ind på terrorismens sidespor, bliver skudt ned for øjnene af hende af tysk politi , Innsbruck, Zürich.
På vej ned igennem Europa maler Skagen et billede af den moderne verden med et nærmest bruegelsk blik for hæsligheden i den:
”Jeg gikk gjennom denne oppskrytte møkkahaugen av et såkalt samfunn, og jeg sa til meg selv, at uansett hva du kan svinge deg opp til, uansett hvilke svovelstinkende inn i helvete revnende skjellsord du kan grave frem fra dybet av sjelens slam i karakteristikken av denne verden, så vil det ikke strekke til: denne verden er alltid verre, dens tilstand kan føles, men aldri beskrives, for det er ikke oppfunnet ord for den avgrunn vi er sunket ned i.”(s. 45)
Ligefra skildringen af tysklærer Monsen i Rakels klasse og Pastor Mortensen, som hun forsøger at betro sig til om det, hun har været udsat for – begge giver mindelser om personer hos Jens Bjørneboe – til beskrivelser fra Kristian og Rakels rejser i Mellemeuropa – er hovedpersonerne gidsler i et samfund, hvis drømme de ikke deler, og som ikke forstår deres. og det er ligeså slemt i øst som i vest, på Blindern, hvor de studerende forvandles til ”sjelelige monstre som kroppslig måtte ha uttrykket seg i et kjempemessig, oppblåst hode, sammen med et tynt, innfallent, ørlite brystparti, og et underliv som vred seg i evig pubertet.” til de universiteter og miljøer, Rakel frekventerer i Mellemeuropa.
Kristian rejser igennem det tidligere kommunistiske Østeuropa. Der er ingen forskel på grænsepoliti og toldere i øst, der bidrager til at holde en hel befolkning indespærret, og så de civilklædte politibetjente, der jager terrorister i vest. Ifølge sognepræst Ritter, far til Paul Ritter, Rakels kæreste i Berlin, er der kræfter, der bevidst søger at gøre de unge, der har et kald og som han derfor mener er nærmere Gud end andre, til narkomaner og terrorister.
Har denne roman en svaghed, kunne det være, at dens reflektionsniveau indimellem bliver så højt, at skønhedsidealerne kommer til at virke lidt højstemte – eller at den kritiske sans for den moderne verdens afgrund bliver en essayistisk troldsplint i romanforfatterens øje. Skagens skurke har sjældent forsonende træk, mens ”heltene” kan virke utilnærmelige på deres ideelle piedestaler. Også Rakel, føler man, er indimellem lige ved at fordampe for øjnene af én. Men det er skønhedspletter i et samlet billede af en bog, der er et overflødighedshorn af poetisk drøm, uudsigelige anelser, der alligevel bliver udtalt, kærlighed og dramatiske situationer fastholdt i billeder,der bliver hængende i bevidstheden.
Et kvindemenneske
Portrættet af Rakel er et af moderne norsk litteraturs mest bevægende. Det siges et sted i romanen, med en autoritet, der ikke står tilbage for citater af Ibsen mejslet ind i fortovet:
”Den som kun ser kvinne i meg, tråkker på mitt menneske. For jeg vil være den jer er. Men den som kun ser menneske i meg, ser meg bare halvt. Hel vil jeg være. Mann er jeg ikke. Men kvinnemenneske. Jeg vil ikke skamme meg over trangen til omsorg, hengivenhet, barn, stillhet, like lite som jeg vill finne meg i at disse egenskaper blir brukt til å binde meg. Å være kvinne er noe stort. Å være mann er noe stort. Å være menneske er noe stort. Men størst av alt er å være hel.” (s.197)
Rakels søgen efter sandheden fører hende til den erkendelse, at kundskab må være forbundet med konsekvens i egen livsførelse for ikke at slå sjælen ihjel – men at det er det modsatte ideal, der gælder på de læreanstalter, hun studerer på. Hun forelsker sig i filosofilæreren på Blindern, men skuffes igen. Voldtægten i hendes tidlige ungdom har vækket hendes sans for voldtægten i enhver sexuel handling, der ikke bygger på gensidighed. En af mændene i bogen, der er blevet lun på Rakel og mener at vide, hvad der er godt for hende, trænger sig ind på hende.
”Hun skjønte det uten at tenke, hade sett det lenge, visste hva han var ute etter. Han havde beleiret henne med sitt begjær etter henne i månedsvis, forspilt mengdevis af tid og krefter på å vinne hennes intresse. Det bød henne ikke imot, merkelig nok. Hadde hun forandret seg ? Eller var det Nick som tiltalte henne ? Han var utstyrt med noen gram mere ærlighet enn de fleste, han var ikke doppel; alle hans knep og bakveier for å få nedlagt henne opfattet hun som det språk tiden talte på. Når en mann inviterer en kvinne på Jazzkeller har han samtidig, usagt, invitert henne til sengs, deretter er det opp til henne å si ja eller nei som det behager henne. Man unngår å si tingene rett ut, for ikke å støte dagsbevisstheten, gjør klart hva man ønsker på tvetydig måte, slik at en rest av valgfrihet bevares, en mulighet til rekognosering, vurdering, retrett. Så lenge det ikke lå noe krav i det, var det i orden for henne, nå som hun visste seg voksen. Men få menn anvendte dette tidens språk på ærlig vis; oftest var det kamuflasje for holdninger og handlinger som bare var modererte former for voldtekt. Men hvordan kan et menneske velge fritt, før det vet hva frihet er, før det kjenner verden og seg selv ? Kvinner gir seg til menn, ikke fordi de ønsker å ligge med dem, men fordi de ønsker å bli anerkjent som verdifulle individer, og en mann som ikke tilkjenner en kvinne verdi annet enn som sexualpartner, tvinger henne til å velge mellom samleie og følelsen av ikke å være værd noe; en slik mann er en finere voldtektsforbryter.Han beveger seg innenfor lovens bokstav, men tråkker på lovens ånd, og er skyldig overfor verden, Gud, seg selv og den kvinnen han misbruker. Derfor kan fri seksualitet bar eksistere mellem mennesker som behersker sine egne drifter og respekterer andres rett til å velge uten press, påvirkning og feller.”
Skagen maler et billede af et muligt møde mellem mennesker som kønsvæsener, et møde der går gennem sjælens port. Det lyder sikkert uendelig gammeldags i en tid, hvor enhver teenager med respekt for sig selv surfer på internet-porno. Men det burde studeres indgående af alle mennesker,der ønsker en farbar vej op af det hængedynd, kønnenes indbyrdes relationer idag befinder sig i.
”Hun kunne grått. Forstod han ingenting? Måtte et spørgsmål om nærhet alltid rettes i form av en avkledningsscene ? Begrep ingen, at det som kalles sjel også har sine klær ? At en samtale, en beretning om eget liv, også kunne være en innbydelse ? Men da måtte han møte henne gjennom den dør hun selv satte på gløtt! Men når han ikke så døren ? Hvorfor er menneskene så brutale, så ribbet for finere nyanser, så fattige på sanser? Hele sjelens Babel, dens mangfold av tungemål, dens univers av veier, stier, porter og fartøyer, det er alt sammen forkrøblet til én eneste brautende og brasende uttrycksform: å flerre klærne av en annen.”
Det lykkes for Kaj Skagen at give udtryk for en respekt for kvinden, ikke i kraft af kønspolitiske floskler og politisk korrekthed, men fordi han skildrer Rakel som et menneske i søgen efter sandhed og helhed. Og i samme anledning får han også sagt, at en feminisme, der går på kompromis i forhold til en verden, hvor det er ensidigt maskuline værdier, der gør sig gældende, ender med at svigte kvinden.
Klipperne
Drømmen om det ultimative møde mellem to, der er bestemt for hinanden eller som Kaj Skagen siger i et essay – ”Den hellige familie” – er den et fantom eller er selve drømmens eksistens et bevis på, at virkeligheden rummer denne mulighed ?
”Men hvordan kan et menneske huse på store lengsler, om ikke verden har en hemmelighet som vekker dem ? Må det ikke to hender til for å klappe ? Er ikke driften mot Gud det siste, endegyldige bevis på Hans eksistens ? Kan vel sult tenkes uten mat ? Når språk og skrik bryter seg som mest elementært frem fra dybeste grunner i et menneskes hele vesen, må det ikke da også finnes et øre som kan høre, et hjerte som forstår ? Hvis lengselen virkelig er ren, og skriket ekte ?” (s.99)
Det er op til os, hvad vi tilregner livet evne til at rumme. Som Skagen siger i samtalen med Vetle Lid Larssen : ”Det vi tenker og føler, hvilke idealer vi har er en del af verden. Derfor er der ingen motsetning mellom ideal og virkelighet. Vi velger vår verden, former den udfra våre idealer. Og det betyr, at hvis vi holder oss med et virkelighetsbilde som er halvt, blir menneskene halve. Kan menneskene gjenfinne et helt menneskebilde, en hel måte å tenke og føle på, oppstår en ny verden derav.” (c)
Bogens korte afslutningsafsnit Klippene er fra Kreta, det minoiske matriarkats ø, som Henry Miller besynger så smukt i The Colossus of Marroussi, den sidste station på Kristians søgen efter sin Rakel. Her finder Kristian hende i en lille hytte, strandet som vraggods på sin egen længsels øde ø, næsten gået i opløsning af fortvivlelse og alkohol. Han kommer til hende som nåden, kærlighedens nåde, rydder op omkring hende, plejer hende og giver hende livsmodet tilbage.
Bogens afslutning, på de yderste klipper, hvor Rakel juleaften har sat Kristian stævne og hvor han finder hendes tøj, sirligt lagt sammen på en sten – men hvor er hun – opslugt af havet ? Kristian springer i bølgerne og bryder elementet med sin vilje til at finde hende – er hun druknet ? Da lyder et kald indefra kysten, det er Rakel, han stiger op af vandet, de mødes nøgne på stenene, hun er tør som ørkenluft, har aldrig været i vandet:
”Jeg måtte se! Måtte vite! Forstår du det ? Måtte vite hvor høyt du satte mig! Om det virkelig var meg du hadde lett etter, og ikke bare deg selv! Først da du løp, skjønte jeg hva jeg hadde gjort…”
Hos en mindre forfatter kunne det være blevet sentimentalt. Ikke her.
Broene brenner er bog-gaven til mennesker, der nægter at give op, som endnu insisterer på at tro på menneskelighed og kærlighed og tilværelsens forunderlige drøm – som del af den fulde virkelighed. Sådan kan kun en digter, en virkelig digter, skrive. Direkte til læserens hjerte. Med en stemme af sølv:
”Ved hvert eneste veikryss lyder en fin tone, spilt i et et leie som kun kan oppfattes av det eneste øre det gjelder: Ditt. Det er en tydelig eller utydelig stemme av sølv: Din egen. Gå der. Gå dit, gå. Gå, menneske. For hver gang vi opplever dette og unnlater å la handling følge på tone, da tones også hele vårt liv en tanke ned. For hver gang blir vi litt mere sløve og døve. Skjer unnlatelsen ofte nok, kommer vi i utakt me vårt eget liv, mister vår eksistens.”
Troen på værdien af ret handling og på kærlighedens forløsende kraft, sådan som den formidles i Kaj Skagens Broene brenner, kan også i 2015 meget vel vise sig at blive de virkelige lanterner på vejen igennem en mørk tid.
Kaj Skagen: Broene brenner, Gyldendal Nordisk Forlag 1982, 304 sider
Kilder og noter:
(a) Rudolf Steiner: Mysterienwahrheiten und Weihnachtsimpulse, foredrag holdt i Dornach 23.december, Et incarnatus est, samt 24. og 26. december 1917, GA 180
(a) Ernst Lehrs: Der 33-Jahre-Rhythmus, Mitteilungen aus der anthroposophischen Arbeit in Deutschland, Nr. 38, Weihnachten 1956
(b) Rudolf Steiner: Die Sendung Michaels, GA 194
(c) Ray Bradbury: Fahrenheit 451, roman
(d) Kaj Skagen praktiserer øvelsen fra Steiners foredrag 2. november 1908 ”Das Vergessen” (GA 107 -Geisteswissenschaftliche Menschenkunde) med indædt ildhu, så ved henvendelse til ham kunne han ikke oplyse, hvor i hans forfatterskab udtrykket ”dødens teknik” stammer fra. Det havde han glemt.
(e) Bokspeilet 10, 1982, Månedens bok presentert av Vetle Lid Larssen
Denne artikel er først trykt i Tidsskriftet Cogito, nr.30, 2015