Stenbukken danner sammen med Krebsen den stærkeste årstidsmæssige modsætning. I Stenbukken bliver det på den nordlige halvkugle vintersolhverv, hvor jorden er så tæt på Solen som muligt, mens vi i Krebsens tegn finder sommersolhvervet, hvor jorden er fjernest fra Solen. Den stærke polaritet mellem disse to energier bevirker, at de mere end nogen andre er afhængig af og kalder på hinanden – hvorfor den ene heller ikke rigtigt kan forståes uden den anden
Gedefisken
Symbolet for Stenbukken stammer tilbage fra de to oldtidskulturer, der opstod omkring floderne Nilen og Eufrat og Tigris. Vi ser første gang symbolet som hieroglyf. Tegnet består dels af et eller to horn, der symbolerer de spirituelle højder, ”krøllen” symboliserer den indadvendte side.
På oldgræsk er ordet for “stenbuk” ego-keros. Dette ord opstod af eks, gedebuk og keras, horn, og betød altså “den hornede gedebuk”. Eks stammer oprindeligt fra det aramæiske aic og sanskrit agas, som begge betyder gedebuk. Men oprindeligt var Stenbukken ikke et landdyr, men derimod et havdyr, i form af en ”Gedefisk”, altså en ged foran med fiskeunderkrop og hale bagtil.
Den sumeriske visdomsgud, Enki, på sumerisk ”jordens gud”, er både gud for det frugtbargørende vand og for jorden Og af ordet aic opstod nu også ordet ejialos. Ejialos betyder “det sted, hvor hav og land finder sammen”. Denne betydning hentyder til iagttagelsen af det hvide skum, der opstår på brændingsbølger, altså de bølger, der slår ind og brydes mod kysten. Brændingen blev identificeret med gedebukke, fordi det hvide skum mindede om deres pels, bølgernes kraft om deres styrke. Pluralis af udtrykket ejialos er ejes og betyder såvel “gedebukke” som “stærke bølger”.
Arketypen har forbindelse med havet, og dette afspejler sig blandt andet i, at denne energi, trods det tilsyneladende ”tørre”, har utrolig tilgang til en livgivende kraft ”fra neden” , som er meget forbundet med vort hara-chakra, livsenergiens sæde.
Et kardinalt Saturn-tegn
Stenbukken er vinterens første Saturn-tegn, og det er et kardinalt tegn, det vil sige, med denne energi begynder noget nyt –vinteren.
Det er samtidig et jordtegn, og det kardinale trigges af de forhåndenværende fysiologiske kendsgerninger i vor tilværelse. Saturn i Stenbukken er forbundet med den allermest grundlæggende struktur, vi som fysiske væsener er udstyret med, nemlig vort knoglesystem. Uden skelettet ville mennesket falde sammen som en leddeløs masse. Den sammenhæng, Stenbukken har med knoglerne, som er en struktur, der er fælles for alle dyr og mennesker, sætter den på en måde ind i en objektiv virkelighed, der også præger denne energi på alle andre planer.
Skelettet består, endog efter vores død. Med Saturn-princippet er vi underkastet en jernhård nødvendighed, der står i modsætning til f.eks. de mere følsomme ”mavesafter” hos det modstillede Måne-tegn, Krebsen.
Fysiologisk-medicinsk
Hele skelettet som arkitektonisk vidunder, således også båndforbindelser og bruskskiver, hænger sammen med Stenbukken. Specielt albuer og knæ tilordnes i den klassiske astrologi dette tegn. Økonomi er læren om det størst mulige resultat med brug af mindst mulig kraft, og også her er knoglesystemet enestående. Den tyske astrolog, Thomas Ring skriver:
” Den samme fasthed er ikke nødvendig overalt; knoglebygningen viser sig indstillet på i hvor høj grad dette fordres og på at opnå den størst mulige fasthed med den ringeste anvendelse af substans. Lemmernes lange knogler er beregnet til disses indstilling i vinkel, substansen er fordelt på væggene, i det indre er de hule. Disse knoglers ender bliver belastet af tryk og træk i leddene.”
Undertiden kan anstrengelser og stress sætte sig til kroniske sygdomme, sygdomme i led og knogler, såkaldt reumatisme (gigt), som blandet andet kan ses gennem belastede aspekter til Saturn/Stenbukken.
Reumatisme kan bl.a. afhjælpes ved ingefær – eller hyben – i teform, som suppe, som det laves i Sverige, eller i pulverform, f.eks. på grøden.
Princippet for objektiv omverdensindflydelse
Saturn er jo også et fader-symbol, og Stenbukken er symbol på alt det i mennesket, der opretholder en udefrakommende struktur – fysisk, socialt, sjæleligt og åndeligt.
I gamle dage var rygraden, det ”stativ” resten af knoglerne er hængt op på, et billede på ansvar, pligtopfyldenhed, fasthed og karakterstyrke, og det er egenskaber, der hører Stenbukken til. I offentlighedens lys gælder det om at være stabil, praktisk og disciplineret. Man må underkaste sig en udefrakommende nødvendighed.
På samfundsområdet handler det om struktur – love, regler, myndigheder, institutioner, principper, profession, karriere og økonomi- alt det, der placerer os i et objektivt socialt ”offentligt rum” (10.hus) med andre mennesker.
En introvert energi
Stenbukken er sikkert uden sammenligning den mest introverte energi i hele Dyrekredsen. Stenbukke har en iboende tendens til at søge isolation, og en Stenbuk har ofte brug for at dosere et vist mål af ensomhed, som – hvis ikke den får det – gør den tvær og aggressiv. Denne energi kan have en rem af eneboerens hud.
Stenbukken lider ofte selv under den forstærkede selvbevidsthed, som ensomheden kan medføre. Netop denne selvbevidsthed er grunden til, at de ofte kan virke socialt kejtede og utilbens. Ensomhed kan jo også blive ekstrem – så får vi mennesker, der er på grænsen til det vanvittige af deres melankoli, eller som lider af decideret kontaktforstyrrelse til andre mennesker. Man vil ofte se, at mennesker, der lider af autisme, altså sygelig kontaktforstyrrelse, er udstyret med en hel del Stenbukke-energi i deres horoskop.
Dyrekredsens arbejds-hest
Heldigvis er Stenbukken som energi udstyret med nok Dyrekredsens stærkeste arbejdsvilje, så de problemer, der er forbundet med at være født på den mørkeste tid af året , kan den simpelt hen arbejde sig ud af. Fra naturens hånd er de fleste Stenbukke i besiddelse af en uhyre solid konstitution, de tunge knogler gør, at denne energi er bygget til at udholde arbejde og arbejdsprojekter, der strækker sig over lang tid. Man kan spæge og spare sig og udholde afsavn over lange perioder.
Stenbukken er god til at planlægge og strukturere sit arbejde. I kraft af Saturn kommer man sent til tingene, da Saturn altid indebærer en tidsmæssig forsinkelse. Tingene gøres i den rækkefølge, de skal, og man foregriber ikke begivenhedernes gang. En god ven af mig, forfatteren Jørgen Knudsen, skrev på sit 8-binds værk om Georg Brandes igennem næsten 20 år og endte med at blive æresdoktor på Københavns Universitet og få diverse priser for det. En Stenbukke-præstation, som ikke underligt bunder i, at Knudsen er Vædder med en Sol-Saturn-forbindelse – et typisk Stenbukke-aspekt!
Som Stenbuk planlægger man over lang tid, det er det, der ligger i den kardinale vilje. Det kortsigtede, f.eks. sentimentale og følelsesmæssige udsving, interesserer ikke, af samme grund kan Stenbukken virke som en alvorlig stivstikker og stræber., for ambitionerne er oftest store og man stiler mod toppen, skridt for skridt.
Dette gælder også i kærligheden, hvor Venus i aspekt til Saturn udtrykker, hvad det handler om: ”Dette er helt nyt, og jeg ønsker noget langvarigt, så lad os nu se”. Stenbukken kan vente, og ofte har den ”sparet sig selv op” til den rigtige partner.
Organisk betinget pessimisme
Netop Stenbukkens tilknytning til det mest stoflige ved mennesket kan give denne energi en tyngde og pessimisme, som ofte i form at det melankolske temperament er forbundet med et jordtegn.
Hos Stenbukken ligger det dybt, fordi dette tegn er et viljestegn– og viljen er nu engang det sjæleelement hos os mennesker, der ligger mest gemt væk i det underbevidste. Årsagen til den med mellemrum frembrydende pessimisme, man kan finde hos nogen Stenbukke, er vanskelig at hente op i bevidstheden, fordi den netop ikke er rationel, men organisk betinget.
Stenbukken kan føle sin tunge krop som et kors. Ruth Heintze siger i sin bog ”Fremtidens astrologi”, at melankolikeren kan opleve en sådan tyngde i sin krop, at han/hun, når det går værst til ”ikke orker løfte en finger”. At denne konstitution kan føre til depressioner, især i de unge år, kan den danske forfatter og præst, Johannes Møllehave (f.4.1.1937) tale med om.
Vigtigheden af et rigtigt åndedræt og nødvendige udladninger
Et sjovt træk ved Stenbukken er, at den som energi betragtet har tendens til at holde lidt for meget på luften. Maveregionen mellem navlen og underlivet udgør et område, der er uhyre vigtigt for en ordenlig udånding , fordi dette område giver mulighed for et ”slip”, der er unddraget bevidsthedens kontrol. I dette ”slip” giver man luften fra sig igen.
Da Stenbukken et tæt forbundet med livsenergien, der har sit udspring netop i dette område, er åndedrætsøvelser ikke af vejen for en frustreret Stenbuk.
Blandt andet på grund af ovenstående problem har Stenbukken brug for megen afspænding for at føle sig godt tilpas i sin tunge krop.Også vrede og andre følelser kan ophobe sig i kroppen som spændinger og negativitet, når denne energi ikke får sagt fra i tide, hvorefter den så udlades i aggressive udfald.
Det er netop sådanne indre spændinger, der krystalliserer sig i ovennævnte negative og pessimistiske forestillinger. Martin Schulman er i sin bog ”Ascendanten” inde på, at Stenbukkens energi har tendens til at danne forestillingskomplekser udfra fortidens erfaringer. Saturn-indflydelsen har med andre rod tendens til at isolere Stenbukken og udstyre den med ” et smertefilter” af forestillinger om fortiden, der har tendens til at få deres eget liv og ofte forvrænger den objektive karakter af de virkelige hændelser- og forhindrer den i at gøre nye og bedre erfaringer. Men de sorte tanker svarer ikke til virkeligheden, men skyldes temperamentet. Der er ingen objektiv årsag til, at Stenbukken skulle være mere udsat for nederlag og sociale katastrofer end andre mennesker – hvis ikke lige det var, fordi mismodet virker selvforstærkende.
Af den grund er det vigtigt for Stenbukken, at den får udladet spændinger, der har hobet sig op – og det kan ske igennem rigelig bevægelse og i en eller anden form for udladninger , der bringer Stenbukken i situationer, hvor adrenalinen flyder rensende gennem kroppen, f.eks. kampsport.
En selvspejlende statusrytter
Stenbukkens arbejdsevne, målbevidsthed, pålidelighed og sans for jordiske kendsgerninger gør, at den ofte kommer langt i samfundet.
Hvis denne energi bevarer kontakten til hjertekræfterne, så er alt godt. Men hvis omgivelsernes forventninger om status bliver målet, så ender Stenbukken med på det indre plan at pines over, at det mål, han/hun lige har nået er tomt – for i horisonten venter jo en ny bjergtop, der skal bestiges –!
Martin Schulman er i ovennævnte bog ”Ascendanten” inde på, at Stenbukken- ikke mindst når den står i ascendanten – har tendens til at spejle sig socialt i andre mennesker. Status, position, profession og stilling i samfundet kommer til at betyde meget for Stenbukkens i forvejen forstærkede selvbevidsthed.
Stenbukkens enorme sociale ambitioner kommer da til at fylde alt, og ”knoglerne” bliver i bogstaveligste forstand brugt til at ”albue sig frem”, vi taler om spidse albuer. Det kan virke ulideligt på andre mennesker og besværliggør det for Stenbukken selv, for Schulman er inde på, at denne selvspejling bevirker, at Stenbukken kommer til at leve udenfor sit eget centrum.
Den danske IT-mand, Stein Bagger (f. 20.1.1967), der blev idømt 7 års fængsel for bedrageri og dokumentfalsk i forbindelse med sin virksomhed, IT-factory, er et eksempel på ambitioner, der går amok. Bagger udtalte selv efter dommen med en vis ydmyghed, at han som yngre egentlig hellere ville have arbejdet med mennesker.
At falde på knæ
Stenbukken ser sig ofte historisk og socialt determineret, og her blandes følelser ikke ind i sagen: Viljesstyrken bruges i realiseringen i det sociale rum og de betingelser, der hersker der. I ekstreme tilfælde kan dette gøre Stenbukke til følelseskolde magtmennesker, som Josef Stalin (21.12.1879) og Mao Tse-Tung (25.12.1893), der- under dække af at tjene samfundet– ofrede millioner af mennesker for deres egne ambitioners skyld. Mildere eksempler på noget lignende er amerikanerne Edgar J. Hoover (f. 1. januar 1895) og Richard Nixon (f. 9. januar 1913).
Det er som om netop Stenbukken har brug for ydmyghed for at finde sine sande værdier. Især midt i tegnet kan den have svært ved at komme fri af en social facade, som murer den inde bag en skal. Flere kendte rockstjerner er født på dette tidspunkt, blandt andet Elvis Presley (f. 8.1. 1935), der døde ensom og forladt – og for nogen år siden udtalte den ellers nok så arrogante og cocky David Bowie, der også er født den 8. januar (1947), med sjælden rørende ydmyghed om de problemer med ensomhed, han har lidt af.
Stenbukken er som bekendt knyttet til knæét og ofte finder vi Stenbukke, der først efter en alvorlig krise, tvinges i knæ og finder sig selv. Eksempler på dette er bokseren Muhammed Ali (f. 17.1.1942 under navnet Cassius Clay), den storskrydende sværvægtsverdensmester, der blev ramt af sviende nederlag til sidst i karrieren og derefter af alvorlig sygdom.
Forfatteren Henry Miller (26.12.1891) måtte både opgive sine ambitioner som forfatter og sit livs kærlighed, inden han brød igennem. Og i den rørende komedie ”Alfie” med sexsymbolet Jude Law (f. 29.12. 1972) er hovedpersonen er selvoptaget charmør, der vandrer fra den ene ansvarsløse relation med kvinder til den næste – indtil kærligheden rent faktisk indhenter ham,– og efter en nedtur får ham til at se i øjnene, hvor uansvarligt overfor andre mennesker, han har levet.
Som jeg var inde på i min artikel ”Repræsentanten” i Månedsbladet Stjernerne i 2009, så har Stenbukken brug for at lade sit offentlige ”image” fylde med så meget af den energi, der kommer nedefra dens egne rødder, Krebse-området, at de stive strukturer kan fyldes med Krebsens varme følelser. Kun sådan undgår Stenbukken, at det område, der er forbeholdt den, offentlighedssfæren, bliver en kold facade, som personligheden stivner inde bagved.
Et tegn med social medfølelse
Et andet helbredelsesmiddel for Stenbukkens tendens til melankoli er at tale til Stenbukken sociale sindelag – af naturen er denne energi udstyret med et varmt hjerte og har i grunden megen ansvarsfølelse overfor socialt dårligere stillede medmennesker.
Det er som om, Stenbukken midt i den dybeste ensomhed, året kan byde på, har mulighed for opnå kontakt med de kræfter, der på en måde lader Stenbukken genfinde den ydre verden – i sit eget hjerte.
Spirituelt set er det vel netop de hjertekræfter, vi fejrer i julen – og dette er forbilledligt skildret af Charles Dickens i hans utalligt gange filmatiserede fortælling, A Christmas Carol. Hovedpersonen, Ebenezer Scrooge med hans følelseskolde væsen, der kun går op i penge og arbejde , indtil han bliver forvandlet af julens tre ånder, blev brugt som forbillede af Walt Disney til Onkel Joachim-figuren, der på ægte Stenbukke-maner elsker at samle, især på penge, og kan om nogen ses som arketypen af en forbenet Stenbuk – inden den vågner op! Scrooge ender med at bøje knæ for kærligheden og begynde et nyt liv!
Rækken af Stenbukke, der er vågnet op til et dybfølt socialt engagement er lang:
Lægen, præsten og organisten, Albert Schweitzer (f. 14.1.1875), pædagogen og socialarbejderen, Pestalozzi (12. Januar 1746), , præster og reformatorer som Martin-Luther King (f. 151.1829), Ulrich Zwingli (1. januar 1484) og i Danmark Kaj Munk (f. 13. Januar 1898), der blev myrdet under krigen af tyskerne for opildnen til modstand mod besättelsesmagten , samt socialt engagerede forfattere som Jack London (f. 12.1. 1876), Hans Kirk (f. 11.1. 1898) og Heinrich Böll (født 21.12.1917) .
Stenbukke bliver med årene også istand til at le af al alvoren i deres tendens til selvhøjtidelighed. Således finder vi mange klovne blandt Stenbukke, f.eks. Grock (f. 10. januar 1880) eller amerikaneren Danny Kaye (f.18.1.1913), der endte sin karriere som UNICEF-medarbejder for nødlidende børn. I Danmark vil vi altid huske Bodil Udsen (f. 12 januar 1925), som om nogen var et eksempel på en Stenbuk, der har lärt kunsten at le gennem tårer! Stenbukke har en tendens til at blive gladere med alderen !
Den spirituelle Stenbuk
Ofte er spiritualiteten hos Stenbukken godt gemt af vejen bag dyrkelse af familie, tradition og status-ræs. Men det er vigtigt for Stenbukken at finde frem til principper og åndelige idealer, den kan leve på. Det handler om at bruge sin store sans for at skabe struktur til at virkeliggøre drømme!
Stenbukkens tilgang til kunst hænger sammen med den store tilgang til plastiske formkræfter. Dens udfordring er at fylde de ydre strukturer og former med Krebsens varme og kærlighed. Dette kræver, ifölge Ruth Heintze, flid og nådesløs selvkritik specielt af dette tegn.
Det er ikke underligt, at vi finder mange billedhuggere blandt Stenbukke. Tyskerne Ernst Barlach (2. januar 1870), Wilhelm Lehmbruck (f. 4.januar 1881)
og Joseph Beuys (f. 13.5.1921). Beuys er Tyr, men har Stenbukken i ascendanten, og Stenbukkens store sociale engagement viser sig ved, at Beuys anså en væsentlig del af sin indsats som arbejdet på ”den sociale skulptur”.
Når en Stenbuk er maler, som i Paul Cezannes (f. 19.januar 1839 ) tilfælde, så tager billederne gerne form af et plastisk forhold til farverne. Maleriet ”modelleres” næsten frem på lærredet!
For at forstå Stenbukkens spirituelle søgen, kan man se på dyret Stenbukken. Stenbukken udsøger sig ofte de stejleste tinder, hvor de springer fra det ene smalle klippefremspring til det næste. Altid med balancen i behold. Nøjsomheden er stor, Stenbukken kan i de øde bjergegne leve af sparsomt lav, som den finder ved at skubbe sneen til side.
De 13 hellige nætter
Stenbukkens stræben efter oplysning, vejen op til bjergets top – både socialt og sprituelt – kan være lang og hård, ensomhed er prisen, og som regel er det koldt på toppen. Men Stenbukke elsker udsigten så meget, at de gerne betaler prisen!
Rent årstidsmæssigt kan vi betragte de såkaldte 13 Hellige dage og nætter mellem årene, altså tiden mellem den 25.december og den 6. januar, som den bjergtop, hvor Stenbukke-energien har mulighed for at få den mest storslåede udsigt. Dette er jo den tid på året, hvor Jesus hævdes at være født, men det, der er det afgørende at forstå er, at det er på den mørkeste tid af året, at det indre lys har mulighed for at tændes. I esoterisk tradition har denne tid på året altid været omgærdet med særlig ærefrygt, idet man vidste, at udvalgte sjæle da var istand til at nå til en slags indvielse, fordi det spirituelle lys på denne tid af året er stærkere end på noget andet tidspunkt.
Stenbukkens spiritualitet kan imidlertid blive underligt verdensfjern. Dette skyldes, at den bliver så åndelig, at den helt glemmer sammenhængen mellem den materielle og åndelige virkelighed. Så opstår en spiritualisme, der bunder i en transcendental (modsat immanent) opfattelse af Gud – som et væsen, der ingen sammenhæng har med den jordiske virkelighed. Et eksempel på dette er den indiske yogi og grundlægger af Transdendental Meditation, Maharishi Mahesh Yogi (f. 12. januar 1918).
Janus- åndsnærvær mellem fortid og fremtid
Stenbukken er istand til at forbinde fortid med fremtid. Januar er jo den måned, der optager 2 tredjedele af Stenbukkens tegn, og måneden er opkaldt efter den romerske gud, Janus, der afbilledes med to ansigter, ët vendt mod fortiden og ét mod fremtiden. Som alle tre vintertegn har også Stenbukken til en vis grad den opgave at forvalte arven, både den åndelige og materielle.Det er ikke et tilfælde, at Stenbukken har Krebsen som modstillet tegn, begge energier er dybt familie-afhængige, og man ser ofte Stenbukke på bedste vis sørge for at forvalte det, der kommer fra fortiden og føre det ind i fremtiden på en tidssvarende måde. For eksempel igennem slægtsforskning.
Men Stenbukken er – som alle kardinale energier– også et konservativt tegn – og det kan ytre sig i, at man bliver bundet af uhensigtsmæssige konventioner i familien. Man ser Stenbukke, der bliver boende hjemme, indtil forældrene dør – og Stenbukke, der både stryger til tops og går ned med flaget i kraft af tilknytningen til familiearven. En Stenbuk, nemlig den danske filminstruktør, Per Fly (f. 14.1.1960), skildrer i sin film ”Arven” netop denne problematik. Ghita Nørby (f. 11 januar 1935) (som spiller den dominerende moder i Flys film) er en Stenbuk, der på forbilledlig vis har forstået at forvalte arven fra sit skuespillerhjem og er gået sine egne veje for at blive andet og mere end ”søde Ghita”, altså et billede af andres forventninger til hende.
Stenbukken er med andre ord en kontinuitetssøger. Når Stenbukken ikke lader sig overvælde af sine ambitioner og hang til pessimisme, men anerkender det sociale kærligheds-potentiale, den har, født som den er til at tænde et lys på den mørkeste tid af året, så er den istand til at udvikle det mod , der skal til, for virkelig at stille sig ind midt imellem fortid og fremtid, med hele sin stærke viljesstyrkes åndsnærvær. Og så kan den virke forvandlende på andre i det sociale rum!
Og så en øvelse til sidst…
Rent energetisk danner Stenbukken , med sit nære forhold til hara-chakra, som antydet tidligere, form om det formløse vandelement. Med bogstavet L, det tolvte i alfabetet, som i sin oprindelse skal være billedet af en hyrdestav, finder det formløse indhold, vokalen, for første gang et hjem, et L-Y.
Dette ville ikke være en rigtig artikel om et kardinalt tegn, hvis ikke den sluttede med en opfordring til at GØRE noget. Stil dig altså oprejst ud på gulvet, kære læser. Sig gentagne gange lyden L-L-L. Du kan supplere det med en bevægelse af armene, hvor du udfor skødet vender håndryggene mod hinanden og så fører dem op sammen , indtil de ud for hovedet skilles ad, som et skumsprøjt, alt imens du siger L-L-L. Mærk hvordan energien trækkes indad, og hvordan den samtidig nede- og indefra, fra det flydende elements center, hara, beliver dig.
Denne øvelse vil efter lidt tid uværgerligt ende i et ordentligt GAB! At gabe er den ultimative måde at komme til sig selv på, sætte grænser. Stenbukke-energien har da også generelt denne indadvendthed, til gengæld som nævnt ofte vanskeligt ved at ånde rigtigt ud.
Stenbukken- eller gedefisken- er i sandhed, både mytologisk og energetisk, det sted, hvor hav og land finder sammen!
Kilder:
Thomas Ring: Tierkreis und menschlicher Organismus, Herman Bauer Verlag, Freiburg, 1979
Thomas Ring: Astrologische Menschenkunde, Bd. II, Chiron Verlag 2003
Martin Schulman: The Ascendant- Your Karmic Doorway, Samuel Weiser 1988
Ruth Heintze: Fremtidens astrologi, bd I
Per-Henrik Gullfoss: Astrologiens eventyrlige verden, Forlaget Zosma
Ghita Nørby: Mine egne veje – Ghita Nørby i samtale med Niels-Birger Wamberg
(ovenstående artikel er en noget udvidet udgave af en artikel, som første gang blev trykt i tidsskriftet Horoskopbladet Stjernerne, december 2015)
Herunder et digt fra min digtsamling, Soltjeneste:
ERINDRINGENS SOL
Som har vi kendt jorden altid
men først vidst det nu
er al hændelse blevet dæmpet
og rykket helt tæt på
vi er blevet krop om verden
og vidderne lægger sig som vat
imellem lydene fra den nære dag i frosten nu
og giver jorden dens fortrolige samhørighed
vi er selv blevet rum og
lys fra sans til sans blir synligt
i dagens øje solen
som nu holder sig lavt over horisonten
på hvis anden side stjernerne slippes fri
selv forundringssole
og blinker deres lyttende mættethed
til nattens sorte sne af stilhed.
Der er en anden sol
og det er ikke rummets for den lyser
middagsklar af barnlig evig mening
nu hvor dagen er et kort koldt suk
og solen et segl
der høster den til nat
og barndommens enge af erindring
forvandler deres kolde rum til tid
for inden i mig stiger mindet
som kors af vild og fremmed ørn
i erindringsskær, der gør stederne til mine
til kølige eftermiddages lege og lyde,
til evige minders vidder
engen og hegnet, bindingsværkshusene, søerne
og domkirken i min barndoms ferieby
oplyst af en genkendelse uden alder