VILJENS JOMFRUELIGE FRUGT- -en artikel om de sarte overgange imellem sommer og efterår

At flyve som et forårsfrø

for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.

I slutningen af september måned, i den sidste del af den tid, jorden står i Jomfruens stjernetegn, nærmere bestemt fra omkring den 15. september og frem, bliver det muligt på særlig intensiv måde at opleve, hvordan en afgørende overgang mellem to årstider, sommer og efterår, fuldbyrder sig.

For at forstå, hvad der menes med det, lad os engang se på grundenergien i de to stjernetegn, denne tid involverer, nemlig det sidste sommertegn, Jomfruen og det første efterårstegn, Vægten.

Jomfruen er et såkaldt labilt stjernetegn. Skytten, Fiskene, Tvillingen og Jomfruen er labile tegn. Labile – eller bevægelige – stjernetegn kendetegnes ved at de sætter den gamle energi i bevægelse henimod noget nyt. Da Jomfruen er det tegn, der danner overgangen imellem sommer og efterår, er det den gamle årstid, sommeren, som sættes i bevægelse henimod den ny, efteråret.

Det er ikke uvæsentligt at vide, at september, som for hoveddelen står i Jomfruens stjernetegn, efter de gamle almuekalendere, der knyttede sig til ældgammel viden om årets skiften, er den sidste sommermåned, ikke – som det ofte siges i DMI´s vejrudsigt – den første efterårsmåned.

Nu er det selvfølgelig en vanskelig sag at bedømme, hvornår efteråret præcist begynder, ifølge kalenderen først sidst i september måned, nemlig omkring den 22. , det såkaldte efterårsjævndøgn. Men ifølge åndsvidenskabelig forskning (primært Rudolf Steiner, men også andre, der har fornemmelse for jorden som en levende væsen) begynder jordsjælen faktisk allerede en slags efterårsagtig “indånding” i dagene sidst i august, altså når jorden bevæger sig ind i Jomfruens stjernetegn.

Så nogen sandhed er der i DMI´s udsagn. Sidst i ethvert stjernetegn tager det pågældende tegn stærkt farve af det efterfølgende. Vægten, der som sagt er det første egentlige efterårsstjernetegn, og dens energi begynder altså allerede at kunne anes sidst i Jomfruens tegn. Jeg har observeret mindst tre faser i denne overgang. Fra den 10. i måneden, fra den 15. og igen meget stærkt fra den 20.. Omvendt tager et stjernetegn selvfølgelig også farve af det foregående.

Det er specielt blandingen af Jomfru- og Vægt-energi i nævnte tidsrum mellem de to årstider, jeg vil forsøge at stille skarpt på i denne artikel.

Hvad er det egentlig for fænomener, der kendetegner overgangen imellem de to årstider, sommer og efterår ?

Rent astronomisk sker der jo det, at dagene begynder at blive kortere, på grund af jordens øgede afstand fra jorden – eller rettere fra den del af jorden, som på grund af jordaksens hældning vender længst væk fra solen. Dette har klimatisk forskellige følger. Temperaturforskelle mellem nat og dag øges med øget fordampning – tåge og skydannelse og dermed som oftes regn til følge. Temperaturen falder generelt på grund af den mindskede tilstrømning af sollys.

Plante-fysiologisk har dette som bekendt til følge, at væksterne begynder at trække bladenes grønne farvestof, klorofyllen, væk fra bladene og ind i grene og stammer.

Nu kan vi lære meget om de sarte foregange, der også finder sted i mennesket i løbet af skiftet fra sommer til efterår bare ved at fokusere på bladenes farveskift i løbet af dette tidsrum. Lad os begynde med bladenes grønne. Hvad er grøn egentlig for en farve ?

Grøn er egentlig ikke en farve, der stråler udfra sin egen substans, derimod er den et billede, så at sige et spejlbillede af noget andet. Når noget kan spejles, når det ikke lyser udfra sin egen lyskilde, så opstår der det, man i åndsvidenskaben kalder for “maya” eller “illusionen”. Det, der sker med jorden i løbet af forår og sommer er egentlig, at vores skønne planet bliver et spejl for hele universet. Det er det, der kommer til udtryk som overfloden af vækster og hele naturens skønhed, fuglenes sang, etc. i løbet af sommeren.

Men denne – grønne – naturskønhed er på en måde et spejlbillede, en illusion! Hvordan opstår illusionen i os ?

Når mennesket bevæger sig med årstiderne i løbet af forår og sommer, så begynder det ubevidst at leve mere i sansernes verden. Det øgede sollys gør at sanseindtrykkene bliver stærkere og mangfoldigere, og de forestillinger, vi gør os, knyttes mere til sanseindtryk.

Forestillinger hentet fra sanseindtryk har på en måde billedkarakter. De er genspejlinger af indtryk hentet fra omverdenen. Der er et ord, der hedder refleksion – lysets genspejling.Det bruges også om den måde, vi gør os forestillinger om virkeligheden – at reflektere vil sige at gøre sig tanker. Hermed antyder sproget selv, at vores forestillinger ikke er det væsentlige, men at deres lys er spejlinger, refleksioner af noget dybere i os.

Og i løbet af sommeren forstærkes den proces, hvor vi mere lever i genspejlinger, refleksioner, af indtryk, vi har fra sanseverdenen. Billedet på denne tilstand, der egentlig er en slags illusion, er træerne med deres grønne blade. Om sommeren falder det enkelte træ i ét med skoven, ligesom det enkelte menneske- til en vis grad- bliver en del af naturbevidstheden. Vi taler om “løvhavet” eller om ikke at kunne se skoven for bare træer.

Hvornår begynder det enkelte træ at fortælle noget om sit eget væsen? Det gør det, når bladene begynder at skifte farve til alle de andre farver end grøn, nemlig i det begyndende efterår. Studerer man Goethes farvelære, så kan man erfare, hvordan for eksempel rød og gul er en helt anden slags farver end grøn. Mens den sidste som nævnt mere har billedkarakter, så stråler de to andre med deres egen indefrakommende substans.

Vi skal se, at der foregår en lignende proces i menneskets bevidsthed, og at det faktisk er den proces som overgangen mellem sommer og efterår handler om.

Jomfruens tegn er et såkaldt Merkur-tegn, det har altså planeten Merkur, energien for intellektuel virksomhed knyttet til sig. Der er med andre ord noget tanke-præget over Jomfruen. I min artikel “Den hele Jomfru” (se min hjemmeside http://www.selvet.dk/index.php/debatforum/astrologi/%3Ca%20target= ) har jeg forsøgt at vise, hvordan der knytter sig en dybere og mere helhedsorienteret betydning til Jomfruens stjerneenergi end den analytiske, adsplittende og pernittengrynsagtige, som ofte forbindes med dette tegn.

Vægten- som er det første efterårs-tegn- er imodsætning til Jomfruen et såkaldt kardinalt tegn, det vil sige, det er et udpræget viljes-tegn.

I åndsvidenskaben har de forskelllige “opvågninger”, vi oplever i løbet af sommeren i bevægelsen mod efterår,altid været beskrevet med foregange fra planternes liv.

Stængel og bladdannelse har altid været forbundet med det levende, æteriske.

Blomstringen med det astrale, sjælelige.

Hvad er så billedet på jeg-dannelsen i mennesket ?

Frugten! Det, der sker i naturen, når planterne danner frugter er en fuldstændig parallel til det, der sker i menneskets indre, når det oplever sin egen jeg-kerne! Vækstens frugtdannelse er naturens parallel til menneskets jeg-dannelse. Prøv at læs sætningen igen. Det kan lyde frygteligt abstrakt, men det er noget helt jordnært. Alle, der går ude i naturen en sensommerdag, kan opleve hvordan træer og buske lige pludselig står med bær, der nærmest LYSER én imøde. Hvorfor bliver man opmærksom på det ? Fordi det svarer til en foregang i ens indre. Indre og ydre smelter sammen.

Rudolf Steiner har sagt, at i Jomfruens tegn strømmer kosmiske Jeg-kræfter ind i jordens atmosfære. Jomfruen har altså med noget Jeg-agtigt i mennesket at gøre. Og det er netop i sensommer/tidligt efterår og frem at hovedparten af naturens bær- og frugtdannelse finder sted.

Nu begynder vi at nærme os en forståelse af, hvad det er for en proces – rent sjæleligt og energetisk – at gå fra sommer til efterår. Man kunne sige, at det er at gå ud af naturbevidstheden, hvis forestillinger, som vi har set, er refleksioner af omgivelserne, og mere i retning af vores egen indre kerne, vores egen indre vilje.

Der er selvfølgelig ikke tale om store voldsomme skift i denne proces, men sarte overgange- tyngdepunktsforskydninger imellem polariteterne indre og ydre verden. I løbet af sommeren lever vi primært i eftervirkningerne af de indtryk, vi får udefra – gennem sanserne. Om efteråret skal vi så dybere ind i os selv, vi bliver mere indadvendte.

Hvordan når vi frem til denne dybere, indre eksistens i os selv. Hvordan finder man sit jeg som menneske?

Vi kan bruge intellektet – Jomfruens Merkur-kræfter – til at tænke over os selv og til at udskille de elementer fra vort væsen, som ikke hører os til. Det er Jomfruens metode. Vi kan kigge på vores følelser og vælge at mærke dem i fuld styrke uden at identificere os med dem. Men opleve sig selv som et selvstændigt jeg, kan man hverken gennem tanken eller følelsen. Det er din handlekraft, din vilje, ikke mindst i vanskelige situationer, der er den yderste prøvesten for dit jegs gennemslagskraft og din karakterfasthed. Det er når du er ét med din vilje, at du oplever det allermest ukrænkelige i dig selv, dit eget autonome selv!

Det er igennem oplevelsen af vores egen vilje, at vi kommer dybere ind i os selv og oplever, at vi nok er forbundet med naturkræfterne, men ikke prisgivet dem. Der var engang en, der sagde til mig: Viljen er ikke som en rød maling, der smitter af fra omgivelserne, du må selv smede den i dit eget indre.

Jomfruens tegn har- selv om det er et tanke-tegn – også dette stærke viljes-element i sig – især sidst i tegnet, på overgangen til Vægten. Det handler om at kunne stå alene, og det handler om at kunne blive ved med at tage beslutninger, selv om al støtte udefra forsvinder.

Mange mennesker har idag prøvet at stå i situationer, hvor de blev nødt til at handle, selv om det var mørkt rundt omkring dem- i overført betydning. Det virker helbredende på viljen at være nødt til at tage beslutninger, selv om man egentlig ikke har lyst eller befinder sig i et tomrum.

Når jeg i en astrologisk analyse ser, at en planet- det behøver ikke være Solen – står sidst i Jomfruens tegn på overgangen til Vægten, så er jeg klar over, at der er lagt en særlig betoning af viljen i denne planet – jeg får altid billedet af at gå igennem en mørk tunnel uden at kunne se hverken til venstre eller højre.

Hvad er frugten af denne vilje ? Det er selv-bevidsthed, selvfølelse, følelsen af at tage ejerskab over sig selv. Den, der virkelig har prøvet at være i besiddelse af sig selv, måske efter hårde tab og afsked, af sin egen retning og vilje, han eller hun ved, at kærlighed, fællesskab, hengivelse altsammen er skønne ting, men hvad nytter de, hvis man mister – sig selv ? Hvis flere mennesker forstod dette, så ville færre jage efter kærlighedens skygger og istedet søge dens lyskilde. Så ville vi forstå, at efter tab og afsked kommer dybde og frugt- og i den anden ende nye møder, ny samhørighed, ekstatisk kærlighed!

Hvis vi tør miste i ydre forstand for at finde os selv, så kan det ikke slå fejl. Det er det, der menes med Alex Garffs smukke vers fra Højskolesangbogens “Septembers himmel er så blå”, som jeg indledte denne artikel med.

Hvad nytter det, at vi lever med i forår og sommer, rejser ud i det blå, mister os selv- hvis ikke vi kan finde vores egen indre frugt i løbet af overgangen mellem efterår og sommer. Denne frugt er vores egen kerne,vores dybeste vilje. Det er kernen i denne overgang mellem sommer og efterår- en indre opvågning!

At flyve som et forårsfrø

for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.

+++

Til sidst to skæbner fra det virkelige liv.

-En Vægt-dame i fyrrerne, født først i tegnet, havde haft et hårdt liv med en vanskelig barndom og havde aldrig haft held til at finde en partner at dele livet med.

“Til gengæld har jeg fundet mig selv”, sagde hun ikke uden stolthed og selvbevidsthed. Man kunne mærke, at den indre skat, hun havde fundet, gjorde hende lykkelig.

-En tjekkisk pige, født den 19. september, jeg mødte hende på Fåborg-kanten en sommer for nogen år siden. Hun levede nærmest som i urtiden, sov i det fri, lavede selv sit tøj af dyreskind, som hun skrabede, skyede elektricitet etc.. Ekstremt ville mange nok sige, men hun var utrolig viljesstærk og sund og levede et selvvalgt liv “som nonne” som hun sagde, mens hun tjente på et lokalt biodynamisk gartneri.Når jeg ser hende for mig, så er hun for mig stadig indbegrebet af “Den hele Jomfru” med dennes stærke autonomi og næsten hedenske naturforbundethed.

JOMFRU

Din sol er ikke tændt

dit lys

er den ulmende brand

inden morgen.

Du er den vågende drøm

over markerne,

julens sommer

svæver i en uset høst

som tåge henover deres stubbede erindring.

Og alt dette ser du

som udefra

og du véd:

En nat vil din forløsning komme

det vil begynde at regne

den sorte luft

vil tæt og våd

og fortrolig

lægge sin lyttende kind

mod de mange dage af vågende kampe,

du har haft.

Den nat vil sommeren se sig selv i dig.

Tavse nøgne

ventende træer,

martssorte som dit hår,

er sommerens syn i dig

som den ser sig selv

gå kæmpende

fra årstid til årstid.

Denne artikel blev offentliggjort første gang 27.september 2006 på Selvet.dk